Hvordan skriver jeg en god ansøgning til udlejer?

Har du flere spørgsmål? Indsend en anmodning

På BoligPortal er der ofte rigtig mange, der søger de samme boliger. Særligt i populære områder modtager udlejerne en stor mængde henvendelser på deres annoncer.

Derfor kan det have stor betydning for din boligsøgning, at du gør dig umage med at skrive en god besked til udlejer, når du kontakter en annonce på BoligPortal. 

En god ansøgning er kort og konkret, men fyldestgørende nok til at give udlejer et indtryk af, hvem du er som person og som lejer, og hvorfor du søger netop deres lejebolig. 


Vores 4 bedste råd til at søge en bolig på BoligPortal

Tænk din boligsøgning som at søge et job. Hvad gør dig til en særligt god lejer, og hvorfor skal udlejer vælge netop dig? En grundig og seriøs ansøgning kan være det, der gør, at du bliver valgt over de andre ansøgere. 

  • Skriv en kort men interessant ansøgning, der er målrettet den enkelte bolig
    Private udlejere prioriterer ofte de mere personlige og uddybende ansøgninger. Det signalerer ligeledes seriøsitet, hvis du viser, at du har læst annoncen og ønsker netop deres bolig. 

  • Udfyld din brugerprofil – og brug ikke samme tekst som i ansøgningen
    Udlejere filtrerer ofte beskeder, baseret på de oplysninger, du har krydset af på din brugerprofil. Udfyld derfor din profil grundigt, og skriv en kort og god profiltekst, der beskriver hvem du er som person. Genbrug ikke bare din profiltekst i din besked.

  • Upload et godt profilbillede
    Med et vellignende billede på din profil, får udlejer hurtigt et indtryk af, hvem de er i kontakt med – og det skaber blikfang i udlejers indbakke, når du har indsat et profilbillede. Er I et par eller lignende, kan I med fordel indsætte et fælles billede som profilbillede. 

  • Vær tålmodig – og hav forståelse for, at udlejer kan tage noget tid om at svare
    Mange udlejere får mange henvendelser, så du må nogle gange væbne dig med tålmodighed i din boligsøgning. Du får ikke nødvendigvis hurtigere (eller positivt) svar ved at rykke udlejer for manglende svar. 

 

 


 

 

Tænk din boligsøgning som at søge et job

Ligesom arbejdsgivere, er der mange udlejere, der søger aktivt efter en passende kandidat til deres lejemål – en person, der opfylder de ønsker og krav, de har til en kommende lejer.

Udlejere starter ofte med at kontakte de ansøgere, der giver et godt førstehåndsindtryk. En god beskrivelse af dig selv forbedrer derfor dine chancer markant for at blive valgt som lejer. 

Du kan med fordel betragte din brugerprofil som dit CV, hvor du kort og konkret beskriver dig selv, og din besked til udlejer som din ansøgning, hvor du uddyber, hvorfor du er en god lejer og hvorfor du er interesseret i netop dén bolig, du søger. 

 

Beskeder uden beskrivelse, eller hvor du bare skriver “Jeg er interesseret!” eller “Hvornår kan jeg se boligen?” ryger ofte nederst i bunken. 

 

Udlejer ser både din profiltekst og besked – så lav dem forskellige

Udlejer ser altså både din besked og din søgeprofil, når du kontakter dem gennem BoligPortal. Derfor er det en rigtig god idé at gøre dig umage med begge dele og ikke blot kopiere din profiltekst ind i din besked til udlejer.

Er du i tvivl om, hvordan du helt praktisk kontakter en udlejer, kan du læse mere her

 


 

Hvordan laver jeg en god søgeprofil på BoligPortal?

Din søgeprofil på BoligPortal fungerer lidt som et CV. Den kan give udlejer et hurtigt og effektivt overblik over, om du passer som lejer til deres bolig. 

Mange udlejere indleder deres lejersøgning med at sortere og filtrere lejere til og fra, baseret på de oplysninger, ansøgerne har angivet i deres søgeprofiler. Filtreringen sker, før de overhovedet har læst din besked. Du kan derfor risikere at blive sorteret fra, selvom du har skrevet en god ansøgning og passer godt til udlejers ønsker, fordi du ikke har fået udfyldt din profil. 

Er du i tvivl om, hvordan du rent praktisk udfylder din profil på BoligPortal, kan du læse mere i denne guide



Sæt kryds i alle felter


For at gøre din søgeprofil god, skal du først og fremmest angive alle relevante oplysninger om dig selv – inklusive alder, beskæftigelse og køn samt lejerdetaljer som hvorvidt du har børn, kæledyr, rygevaner og lignende. 
Sæt kryds i felterne på din profil.png
Husk på, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at være boligsøgende på. Mange udlejere søger aktivt efter helt specifikke typer eller forhold – så er du pensioneret, ryger, børnefamilie, hundeejer eller noget helt femte, er det godt at få noteret i din profil. 


Skriv en god profiltekst

Fortæl lidt om, hvem du er, hvad du laver til dagligt, og eventuelt hvordan du tilbringer din fritid. 

Hold det dog kort og relevant, men stadig fyldestgørende nok til, at du får beskrevet dig ordentligt, så udlejer kan fornemme, hvilket menneske der ønsker at leje deres bolig. 

Der er ikke en opskrift på, hvordan du skriver en god profiltekst. Det vigtigste er blot, at gør det muligt for udlejer at fornemme hvem du er, og hvordan du er som lejer. 

Om du skriver 4 eller 10 linjer om dig selv og din familie, partner eller andre du eventuelt søger bolig sammen med, er ikke så vigtigt – så længe det er spændende og relevant. 

Har du angivet, at du har kæledyr i din profil, er det en god idé også at sætte et par ord på, hvilke slags og hvor mange du har, i din profiltekst. Mange udlejere har nemlig intet imod kæledyr, men har specifikke krav til antal, størrelse eller lignende. 

Herunder er der et eksempel på en god og en dårlig profiltekst. Den gode er god, fordi den giver udlejer et reelt indtryk den potentielle lejer, inklusive hvordan vedkommende bliver rent konkret som lejer. 

Husk, at dette blot er et eksempel. En profiltekst kan skrives på mange forskellige måder, og dette er blot én måde. 



Eksempel på en god profiltekst

Hej, jeg hedder Peter, er 26 år og læser til lærer. Jeg søger et værelse i København til maks. 6.000 kr. om måneden. Jeg har fast studiejob de fleste eftermiddage, så jeg vil mest være hjemme aftener og weekender, hvor jeg dog også tit besøger min kæreste. Jeg er ikke-ryger, men har ikke noget imod at bo med rygere, så længe det sker udendørs. Jeg går meget op i kaffe og er ved at lære at mestre kunsten at bage surdejsbrød.


Eksempel på dårlig profiltekst

Søger bolig i København. Kontakt mig for yderligere info.


Hvordan skriver jeg en god besked til udlejer?
Når du klikker på 'Skriv til udlejer' på en annonce, får du mulighed for at sende udlejeren en besked. Det kan være fristende hurtigt at få sendt noget afsted, men jo mere umage, du gør dig med denne besked, jo større er chancerne for, at du bliver inviteret til en fremvisning. 


Der er ingen fast opskrift – men overvej følgende:

  • Hvorfor søger du netop dén bolig? 
  • Hvad laver du til dagligt (arbejde, studie eller lignende??
  • Hvor længe planlægger du at blive boende?
  • Hvilken slags lejer er du?
  • Hvad interesserer du dig for eller fylder din hverdag med?

Forhold dig gerne til den bolig, du søger, i din besked. Er det området, haven, byggestilen, vaskesøljen, størrelsen, sildebensgulvene eller noget helt andet, der er lige dét, du drømmer om? 

 

Gør det kort og interessant

Mange udlejere modtager rigtig mange beskeder, så forsøg at gøre det kort (men ikke for kort) og spændende. 

Særligt i større byer eller populære områder kan det være en fordel at forsøge at skille sig lidt ud.

Spiller du et underligt instrument eller går du til en anderledes sportsgren? En lille ekstra ting om dig selv kan gøre, at udlejer husker dig frem for andre boligsøgende.

Undgå derimod klichéer, såsom at du er ansvarsfuld, rolig, moden og lignende.



Eksempel på en god besked til udlejer

Hejsa! Mit navn er Peter, jeg er 26 år og læser til lærer med 2,5 år tilbage, så jeg håber at kunne tilbringe hele perioden som jeres roomie. Måske kan jeg lokke jer med en god kop barista-kaffe og friskbagte surdejsboller (næsten) hver weekend? :-)

Værelset virker som et perfekt match for mig – jeg har altid drømt om et værelse med stuk! Jeg har en stabil økonomi og vil oftest kun være hjemme aftener og weekender, hvor jeg dog gerne spiller et spil eller spiser aftensmad sammen, hvis stemningen er til det. Jeg er desuden stor Beatles-fan, så måske vil I høre en melodi eller to fra mit værelse i ny og næ :-)

Jeg håber at høre fra jer!
Venlig hilsen Peter.


Eksempel på en dårlig besked til udlejer
Hej. Jeg er interesseret. Hvornår kan jeg se værelset??




Kan jeg bruge samme besked til flere boliger? 
Du kan sagtens genbruge din besked, hvis du har skrevet dig en rigtig god ansøgning, der beskriver dig godt som lejer.

Det er dog et god idé at tilrette hver besked til det enkelte lejemål. Det giver et seriøst og godt indtryk, hvis udlejer kan fornemme, at du faktisk har læst annoncen og er oprigtigt interesseret i deres bolig.

Hvorfor svarer udlejer ikke, selvom jeg har skrevet en god ansøgning? 
Hav tålmodighed. Mange udlejere får rigtig mange henvendelser, og det er ikke unormalt, at de først læser alle beskeder igennem, hvorefter de samler sammen og svarer de boligsøgende ad flere omgange. 

Læs mere om, hvorfor nogle udlejere kan tage længere tid om at svare her


 

På BoligPortals blog finder du flere gode råd til at søge en lejebolig samt konkrete råd til den gode ansøgning direkte fra vores udlejere. Læs mere i blogindlægget her

 

 


 

 

Læs også ...

 
Se mere