Når du udlejer din bolig, er det vigtigt at kende reglerne for, hvad du må tage i husleje. Reglerne afhænger af flere ting, herunder bygningens alder og geografiske placering, om der er flere lejemål i bygningen, og hvilken type bolig der er tale om.
Det er eksempelvis relevant for din huslejefastsættelse, om dit lejemål eller den bygning, som dit lejemål befinder dig i ...
- Er geografisk placeret i en reguleret eller ureguleret kommune
- Er opført før eller efter 1991
- Er moderniseret eller gennemgående renoveret
- Skal huslejefastsættes efter omkostningsbestemt leje, det lejedes værdi eller markedsleje
BoligPortal kan ikke fastsætte din husleje for dig
BoligPortal har ikke juridiske kompetencer til at vejlede i konkret huslejefastsættelse. Vi kan derfor ikke udtale os konkret, om din husleje overholder reglerne for huslejefastsættelse i Danmark.
Du kan med fordel kigge på de ledige boliger på BoligPortal, der matcher din i forhold til placering, størrelse, stand og inventar. Det kan give dig et fingerpeg om, hvor en passende husleje kunne ligge for dig.
For mere konkret juridisk indsigt henviser vi til, at du opsøger vejledning hos en advokat eller en interesseorganisation for udlejere.
Du kan ligeledes læse mere om huslejefastsættelse i lejeloven her.
Du kan søge om forhåndsgodkendelse af din husleje
Vil du være sikker på, at din huslejefastsættelse er korrekt og rimelig for alle parter, kan du ansøge om at få forhåndsgodkendt din husleje hos Huslejenævnet i din kommune.
En forhåndsgodkendelse udføres af huslejenævnet i din kommune og koster et administrationsgebyr på typisk mellem 500-600 kroner.
Det er dog en god investering i forhold til at undgå klagesager eller økonomiske tab i forbindelse med din udlejning.
Du kan læse mere om, hvordan du får forhåndsgodkendt din husleje på Borger.dk lige her.
Bemærk: BoligPortal tilbyder ikke vejledning eller hjælp til fastsættelse af husleje og tager heller ikke part i eventuelle uenigheder mellem lejer og udlejer vedrørende huslejefastsættelse.
Vi forbeholder os retten til at stille spørgsmål til din huslejefastsættelse og eventuelt pause eller deaktivere din annonce, såfremt vi vurderer, at huslejen er urimeligt høj eller lav i henhold til lejemålets stand, alder, type og geografiske placering.